Mexico har i fire årtier satset på at tiltrække udenlandske virksomheder for at forbedre landets økonomi. Det er et sats, der har skabt vækst for Mexico og i særdeleshed de transnationale virksomheder. Landet er dog stadig en særegen blanding af et I- og et U-land.

Af Jari Nielsen og René Mølskov
ANALYSE
Kontrasterne i den mexicanske grænseby Ciudad Juárez, som ligger overfor El Paso i Texas, USA, er allestedsnærværende. Byen er åsted for mord næsten hver eneste dag, og tusindvis af hjem er uden kloakering og rindende vand. Alligevel tiltrækker byen folk fra hele Mexico og fra Sydamerika. Årsagen er den markante tilstedeværelse af udenlandske virksomheder, Mexicos maquiladora-industri.
Det er en industri, der tillader udenlandske, transnationale virksomheder at importere råvarer og dele til produktion, lade produkterne samle eller producere af mexicansk arbejdskraft for derefter – toldfrit – at eksportere varerne igen. Kun merværdien af produkterne bliver beskattet. Ciudad Juárez er den by, der beskæftiger flest mennesker i industrien, der for en stor dels vedkommende er elektronik-, automobil- og tekstilindustri. Maquiladoraindustrien overtog for små ti år siden statussen som Mexicos vigtigste bidragyder til handelsbalancen foran olie, naturgas og turisme.

Viden og vækst
Da det såkaldte grænseindustrialiseringsprogram tilbage i 1965 blev vedtaget i Mexico, blev maquiladora-industrien skabt med to væsentlige mål for øje. Det ene mål var at udvikle den mexicanske industri og overføre teknologi til landet, det andet at skabe job i grænsebyerne, der var blandt topscorerne i arbejdsløshedsstatistikken. Jobskabelsen har været en succes, målt i antallet af job, og i dag er der mere end en million ansatte i maquiladoraindustrien. Typen af job, som maquiladoravirksomhederne tilbyder – og vilkårene for arbejderne – er et andet spørgsmål. Selvom der de seneste år er sket en stigning i antallet af administrationsansatte i industrien, til trods for et fald i den samlede ansættelse, så er det typiske job i maquiladoraen stadig lavtlønnet samlebåndsarbejde. En jobtype, hvis største problem er de fysiske problemer, der tilfalder arbejderne.
Men hvad med det teknologiske aspekt? Er det her, der for alvor er tale om at Mexico har trukket det lange strå? Det er i hvert fald i høj grad store og højteknologiske virksomheder, der fylder billedet i den mexicanske maquiladora. Virksomhedsnavne som Siemens, Samsung, Motorola, Nokia og Electrolux taler for sig selv. Det er hårde hvidevarer, mobiltelefoner og computere. Det er højteknologi. Men spørgsmålet, som mange kritikere af transnationale virksomheder og maquiladoraen i særdeleshed stiller, er hvorvidt teknologien reelt er med til at udvikle Mexico. Om teknologien og de tekniske færdigheder kaster nye arbejdspladser, højere lønninger eller forbedret levestandard af sig. Eller om højteknologien blot bliver taget med ind i landet af moderselskaberne, der derefter tager den med ud igen. Det kan dog ikke benægtes, at arbejdsstyrken i maquiladoraen efter 40 år er specialiseret i industri-arbejdet og også har tilegnet sig viden og færdigheder, der er guld værd i højteknologiske sektorer. Specielt teknikerne på virksomhederne må antages i særlig grad at drage nytte af de udenlandske virksomheders teknologitilførsel. Faldet i ansatte de seneste år gør sig dog også gældende for teknikerne, hvilket kan pege i retning af mindre – i hvert fald kvantitativt – tilegnelse af teknologi.

Truslen fra øst
En anden problemstilling, der dagligt er en bekymring værd for de ansatte i industrien, er varigheden af deres ansættelse. Mens de mexicanske arbejdere har svært ved at få opholdstilladelse i USA og andre I-lande, flokkes et utal af Ulande om at tiltrække de store internationale virksomheder. Investeringerne og arbejdspladserne kan relativt hurtigt flyttes til Singapore, Kina eller andre lande i Asien, hvor arbejdskraften er både specialiseret og billig. Eller til andre lande i den tredje verden, hvis produktion og indtjening er dybt afhængig af de tidligere kolonimagter og I-landene. Men paradoksalt nok kan Mexicos overflod af billig arbejdskraft, som er så tillokkende for den udenlandske storkapital, være med til at udvide kløften mellem landet og de rigere I-lande, i skikkelse af eksempelvis den amerikanske nabo mod nord. De udenlandske virksomheders investeringer i landet er nemlig samtidig med til at skabe vækst og arbejdspladser på hjemmefronten. Dermed skal Mexico løbe endnu stærkere for at følge med. Spørgsmålet er så, hvordan Mexico på den ene side kan tiltrække investeringer og viden fra udlandet, uden samtidig at gøre økonomien alt for sårbar for svingninger i den globale økonomi. At lukke globaliseringen og storkapitalen ude er meget vanskeligt, og det er næppe heller den rette løsning for et land som Mexico i hastig udvikling. Men den store udfordring for Mexico er at sikre deltagelsen i den globale økonomi gennem fortsat teknologisk og arbejdsmæssig udvikling.

Maquiladoraindustrien i Mexico har en vigtig funktion i forhold til beskæftigelsen. Og Mexico må derfor sikre sig imod pludselig nedgang, så fabrikkerne lukker. Som Asarco, her på billedet, der ligger tæt op ad beboelse, men lukkede i 1999. Foto: René Mølskov.