Mexicos største uafhængige fagforening, FAT, kæmper en hård kamp for at organisere de mere end en million arbejdere i den mexicanske maquiladora-industri.

Af: René Mølskov & Jari Nielsen.
Anapra, Cd. Juarez, MX
Lige på den anden side af hegnet hyler godstoget, mens det stormer forbi. ”We deliver” står der på toget fra Union Pacific.
Adskillige grænseoverløbere fra Mexico er hoppet over hegnet og på et tog herfra i håb om at finde lykken i USA. Udsynet gennem hegnet er grænsebyen El Paso, Texas. Derovre, hvor investeringsfirmaet Wells Fargo tænder hele bygningen i et gigantisk ”Stars and Stripes” natten igennem. Derovre, hvor valutaen er købekraftige dollars og hvor husene er lavet af mursten og ikke gammelt træ og tæpper, og hvor de har indlagt vand, elektricitet og afløb. Det er også derovre, de varer, som beboerne på denne side af hegnet producerer, bliver solgt.
Der bor knap 15.000 i Anapra, der er et af de fattigste kvarterer i industribyen Ciudad Juarez. Anapra er en såkaldt colonia, et kvarter befolket af fattige mexicanske arbejdere, og i dette tilfælde også et kvarter, hvor 60 procent af boligerne ikke har kloakafløb, og hvor kun 23 boliger har rindende vand. Et kvarter opstået i det, der dybest set er en ørken, hvor temperaturen svinger voldsomt mellem nat og dag.
Størstedelen af indbyggerne her arbejder for en af Ciudad Juárez’ mange maquiladora-fabrikker.

Svært at organisere
De mange arbejdere i maquiladora-industrien omkring grænsebyen har en fagforening, der arbejder hårdt for at forbedre deres vilkår. Men det er samtidig en fagforening, de færreste af dem er medlemmer af.
Det er Mexicos største uafhængige fagforening, FAT (Frente Auténtico del Trabajo, Den Autentiske Arbejderfront), der retter et helt særligt fokus mod arbejderne i maquiladoraen. De ansatte her er sjældent organiseret og for fagforeningen at se, er det en af de mest elementære grunde til, at de lider under dårlige arbejdsforhold og elendige leveforhold.
- Arbejderne i området flytter hertil fra forskellige steder og forskellige kulturer i Mexico. Det gør det svært at integrere dem i en fagforeningskamp, som de ikke har forståelse for, forklarer formanden for FAT, Benedicto Martinez Orozco.
Fordi mange af arbejderne tidligere har været selvforsynende landbrugere eller ansatte i små butikker på landet, er de slet ikke bekendt med fagforeninger og formålet med at organisere sig.

Formanden for FAT, Mexicos største uafhængige fagforening.

Ude godt…
Hver morgen kører rækker af busser tusindvis af mennesker ud af Anapra over de støvede, hullede veje mod arbejdspladserne i en af Juarez’ 18 industriparker. For mange af arbejderne i Maquiladoraen er deres leveforhold den hårdeste realitet.
Flere af arbejderne foretrækker at være på arbejde i maquila-virksomhederne frem for at være hjemme. For på deres arbejde har de adgang til både rindende vand, kloakering, elektricitet og aircondition. FAT er derfor bevidst om, at deres arbejde i høj grad består i at overbevise arbejderne om, at vejen til bedre leveforhold går gennem fagforeningernes arbejde for bedre løn- og arbejdsforhold. Et svært arbejde for en organisation, der dagligt ser konsekvenserne af, at regeringen ikke forbedrer forholdene i boligområderne, der er hårdt presset af befolkningstilvækst fra fattige dele af landet.
- Regeringen sørger for, at fabrikkerne i maquiladoraen har vand, elektricitet, kloakering og veje. Men hvis man tager ud og ser på coloniaen, så har arbejderne ingen af de ting derhjemme, siger han.
De mange tusinde mexicanerne i Juárez, der har deres daglige gang over grænsen til USA for at handle, får dagligt ved selvsyn bekræftet, at der er en markant økonomisk forskel på de to lande. Men for arbejderne fra Anapra, er det ikke nødvendigt at krydse grænsen for at se forskellen. De ser forskellen hver eneste dag, når de tager på arbejde, og når Wells Fargo i El Paso tænder lys i facaden om natten.