Forsiden » Du læser:

Prisen for mænd:

Samfundets blinde vinkel

Mandlig prostitution er omgærdet af myter og mørketal. Mændene står i skyggen af en prostitutionsdebat med kvinder i fokus, og her uden for spotlyset fortsætter de ufortrødent med at sælge sex. For de vil ikke ses som ofre. Men hvad der ofte begynder som et seksuelt eksperiment ender for nogen med afhængighed af hurtige penge og selvtillidsboost.

Af Maria Skov og Louise Gade Sig

Han har fine ansigtstræk. Sorte, olierede krøller og intense, blå øjne. En tung parfumeduft spreder sig, da Johan dumper ned på stolen. Han retter på de stramme jeans, og i hver bukselomme tegner en mobiltelefon et firkantet omrids. Han har to: Én til vennerne og én til kunderne. Når nogen spørger, er han arbejdssøgende, men sandheden er, at han lever af at sælge sex. Johan er bare én enkelt ud af en udefinérbar masse af mænd, der tilbyder sex for penge i Danmark. Et mystificeret hverv der er omgærdet af myter og fordomme. Ingen eksperter tør komme med bud på, hvor mange som Johan, der findes i Danmark. Og ingen af de sexsælgende mænd har en idé om antallet af konkurrenter. Mandlig prostitution har nemlig placeret sig i samfundets blinde vinkel: Stort set al forskning og medieopmærksomhed på prostitution kaster lys over kvindernes situation. Men måske burde man hive mændene ud af mørket. En række undersøgelser viser nemlig, at flere mænd end kvinder på et eller andet tidspunkt i deres liv har solgt sex. En hurtig rundtur på nettets mest populære escortsider viser et omfangsrigt udbud af mænd, der tilbyder pengesex. Både til mænd og kvinder. Dertil kommer avisannoncer og chatfora som homospot.dk, hvor der er gang i pengesex‐chatten døgnet rundt. Så sexsælgende mænd findes. De lever, de sælger, de tjener penge. Prostituerede mænd finder langt den største del af kunderne blandt kønsfæller, derfor florerer den mandlige prostitution mest i den homoseksuelle verden. Men det er heller ikke usædvanligt, at kunden er en biseksuel mand med kone og børn ‐ og en velbevaret hemmelighed. En af de få, der har forsket i mandlig prostitution, er sociolog Claus Lautrup. Han fortæller, at sexsælgende mænd er en mangfoldig flok.
“Der findes de mænd og drenge med en dårlig baggrund, der søger bekræftelse, omsorg og penge. Det er dem, der gør det hver eneste dag. Det er de dårligst fungerende, som har svært ved at passe en uddannelse. De ser det som den eneste mulighed for at tjene penge,” forklarer han.
“Mens den anden gruppe er mere ressourcestærk og gør det mest for spændingens skyld. For flere begynder det som et seksuelt eksperiment. Men den sociale slagside er der alligevel, for mange bliver afhængige af pengene og har svært ved at komme ud af det igen,” forklarer han.

Pia Nystrøm, der uddanner socialpædagoger i at spotte prostitution blandt unge, fortæller, at det typisk er opmærksomhedssøgende unge drenge, der kaster sig ud i at sælge sex.
“Det er de samme unge, som har en masse andre sociale problemer. Der er en markant overrepræsentation af unge, der pjækker eller har ondt i livet på forskellig vis. Nogle har været udsat for overgreb, nogle har depressioner. Det er unge, som i forvejen har alvorlige trivselsproblemer,” siger hun.

Sælger sin tid
Johan er nydelig. Inden under en mørk blazer smyger en højhalset bluse sig og maler konturen af en slank overkrop. Et par moderigtige jeans er som malet på hans ben. Alt sammen mørkt. Han tager lange, stumme tilløb til sine sætninger. Det er første gang, han fortæller om sit job. Og det er ikke helt let. På spørgsmålet om, hvordan han har det med at sælge sig selv, afbryder han prompte. Sådan ser han ikke på det:
“Jeg føler ikke, at jeg sælger mig selv. Jeg føler, at jeg sælger min tid. Det er ikke mig selv. Jeg har jo mine grænser. Kunderne ejer mig ikke, og de kan ikke gøre, hvad de vil. Jeg går også ind i en anden rolle med et andet navn, så det er ligesom… det er mig, men jeg har en distance.”
Johan har solgt sex i fire år. De sidste to år har det været hans eneste indtægtskilde. Han tager 1000 kroner i timen og 400 kroner for et blowjob. Konstant står han på stand‐by. Hvis han er sammen med venner, og en kunde kræver hans tilstedeværelse med det samme, smider han, hvad han har i hænderne for at tjene penge. Johan har et par kunder om dagen. Han kunne have fem, hvis ellers alle mødte op til aftalerne.
“Det er meget irriterende. Altså, jeg glæder mig, når jeg skal møde nogen, og jeg bruger tid på at gøre mig klar og gå i bad.” Han ryster på hovedet. Irriteret.
“Ugghh.”
For Johan er professionel, har brug for pengene og fatter ikke, at selv højtstående direktører kan få kolde fødder.

Jonglerer to telefoner
I den højre lomme har Johan en gammel Sony Ericsson‐mobil. Den er til kontakt med kunderne. I den venstre lomme ligger en smartere mobil til kontakt med venner og familie. Han krænger den gamle Sony Ericsson op af de stramme jeans og lader sine fingre danse hen over tasterne. Indbakken bugner. “Har du tid i dag?” står der i en af sms’erne. “Værelse nr. 23, 1. sal,” skriver en anden. Sms’en bibbede ind på Johans kunde‐mobil søndag den 17. maj kl. 10.13. Umiddelbart efter mødte han manden på et hotelværelse. Billigt og diskret.
“Han var en meget hyggelig mand,” husker Johan.
“Ville bare have oralsex og var meget hurtigt færdig. Jeg forstår ikke, at de gider betale for at have sex så hurtigt. Men det er let for mig.” Han stikker en finger inden for rullekraven og kører den frem og tilbage, mens hans bevæger hovedet fra side til side. Johans kunder er primært mænd. Selv er han mest til piger.
“Jeg tænder ikke seksuelt på de fleste kunder, men det er jo bare med at lukke af.”
En kop te skal dulme hans bronkitis og efterveerne fra en heftig bytur natten forinden. Han slår ind i mellem blikket ned. Som om han henter ord op fra den dampende tekop. Han er vokset op i en velstående familie. Mor var hjemmegående, og far var det modsatte. Han var konstant på farten for at passe sit job som kaptajn. Johan rynker let på næsen, når talen falder på hans far. Sætningerne bliver korte og kontante: “Han er meget firkantet,” siger han først og lader to strunke fingre tegne et kvadrat i luften.
“Han forstår mig ikke. Vi er helt uens. Jeg synes, han er en idiot. Han har et meget skiftende humør. Han taler ikke med min mor om, hvad der plager ham og har det sådan, at mænd skal være stærke og ikke vise følelser. Han ser det som en styrke, men det er egentlig en svaghed. Jeg synes, det er trælst, at han…”
Johan holder en pause. Tankerne springer foran ordene.
“Jeg har lidt de samme humørskift. Det hænger sammen med min selvtillid. Jeg er normalt i ret godt humør, især når jeg er social. Men sommetider bliver jeg nedstemt, hvis jeg er alene.”
Som 18‐årig kom Johan til psykolog for social fobi. Senere kom han ud i et misbrug af kokain, som hans mor finansierede. Han fortæller, at når han har haft problemer, har han dulmet dem ved at tage psykedelica.
“Min mor betalte mine stoffer, fordi hun var bange for, at jeg skulle gøre noget dumt. Hun var utroligt medfølende og måske også lidt for sød. Jeg er meget forkælet. Det er ikke sundt eller positivt, kan jeg se i dag. Man bliver ligesom vant til bare at få,” siger han.

Smertefulde brystklemmer
Johan solgte sex for første gang som 22‐årig. Først lidt tilfældigt et par gange om ugen, men i dag er det blevet hans faste indtægtskilde. Ingen i hans omgangskreds ved, hvordan han reelt skaffer sig penge til mad og husleje. Johan fisker mobilen til private opkald op af lommen og sætter den mod øret. Han kan ikke fortælle til vennen i den anden ende, at han har brugt de sidste timer på et interview om prostitution, så en lille løgn undslipper hans læber:
“Jeg har besøgt et par gode veninder… Ja… Vi ses senere. Hej.” Han afbryder samtalen med et lille klik, smiler let og trækker på skuldrene.
“Mange gør jo ting, som de ikke fortæller til andre. Jeg synes ikke, det er ubehageligt at sælge sex. Det er ligesom bare et job, men folk vil nok ikke forstå det,” siger han.
Udenfor er det mørkt og blæsende. Et lyn flænger skyerne og skiller himlen. Et tordenbrag følger. Så åbner himlen sig, der er vand i den. Johan bliver alvorlig. Selvom han er glad for at sælge sex, har han haft enkeltstående dårlige oplevelser. Hans grænser blev ignoreret.
“Jeg har prøvet S/M en gang. Det var med en meget kold kunde. Da jeg skulle køres ud til hans lejlighed, skulle jeg have bind for øjnene, og han havde tapet sit navn på døren over. Han havde en sort læderkuffert, som var fuld af alle mulige torturinstrumenter. Men det gik fint.” Han stopper op.
“…Ej, det gik ikke helt fint.”
“Det gjorde rigtig ondt. Han satte klemmer på mine brystvorter, og det er noget af det mest smertefulde, jeg har prøvet.”
Han krøller armene sammen foran brystet, mens han hiver ud i sin trøje i mindet om brystklemmerne. Hans ansigt afspejler smerten i en grimasse.
“Jeg gennemførte for at tilfredsstille min kunde.”
Siden har han ikke gjort det.

Styrker selvtilliden
At sælge sex giver Johan mere selvtillid. At nogen betaler for at gå i seng med ham. Netop ham.
“Jeg får et kick ud af det. Bagefter, når jeg har fået pengene, og de siger ‘Åh, du er så smuk,’ så får jeg bedre selvtillid. Det er godt at få bekræftelse. Hvis en kunde siger, at han vil ringe tilbage, og han ringer meget senere end aftalt, fordi han måske har været sammen med andre mænd, der sælger sex, kan jeg være lidt: ‘Why? Har jeg gjort noget galt?’”
Jette Heindorf er socialfaglig medarbejder på Kompetencecenter Prostitution, og hun har arbejdet med mænd, der sælger sex siden 1990. Hun fortæller, at det er meget normalt for mandlige prostituerede, at jobbet booster deres selvtillid.
“Det giver enormt meget bekræftelse for mændene, at andre gerne vil betale for at være sammen med dem. De kan se det helt konkret, fordi de går hjem med penge i hånden.”
Hun mener, at det unægteligt påvirker mændenes egen seksualitet:
“Når man sælger sig selv, sker der en form for tilbagetrækningsmekanisme, hvor man tænker, at det bare er ens krop, man udlejer,” siger Jette Heindorf. Hendes kollega Pia Nystrøm forklarer videre, at sexsælgende mænd egentlig søger kærlighed og omsorg: “For mig er det helt tydeligt, at dem, der bevæger sig ud i denne retning, har det svært med deres følelser. Ofte handler det lige så meget om at blive bekræftet, få anerkendelse og kærlighed. Man accepterer det seksuelle samvær for de fem sekunder, man kan ligge i ske bagefter eller bliver aet.”

Fra urtid til rasteplads
For udenforstående kan det være svært at forstå den tankegang, der ligger bag tilfældige relationer, som købesex består af. Svært at forstå et miljø, hvor sex mellem mænd er en vare der handles på linje med to liter mælk fra Netto. For at blive klogere er det oplagt at lægge vejen forbi rastepladsen ved motorvejsafkørslen lige efter Lillebæltsbroen. På Middelfart‐siden. 420 Rastepladsen er kendt som et af homomiljøets knudepunkter, når det gælder cruising ‐ et begreb, der bruges af bøsser og dækker over dét at søge sexpartnere på offentlige steder. Somme tider er der penge involveret. Som regel er det bare tilfældig, anonym sex. Denne onsdag aften hænger solens sidste stråler som tove mellem trækronerne. Pladsen ligger tilstrækkeligt afsondret fra 430 motorvejen til, at her er stille. Omkring tyve biler og halvt så mange lastbiler er parkeret. Et par mænd glider hvileløst rundt omkring toiletbygningen ‐ en brun hyttelignende kasse. To mænd lunter derind sammen og bliver derinde ganske længe. En sølvgrå bil triller ind på rastepladsen, og en midaldrende mand i bolsjestribet sweater træder ud. En tilsyneladende tavs indforståethed sender ham direkte hen mod 440 et buskads i rastepladsens vestlige hjørne. Fra modsatte side styrer en mand i blå jakke mod samme lille hul i rækken af buske. De er langt fra hinanden, men går med samme taktfaste skridt for til sidst ‐ skulder ved skulder ‐ at forsvinde i buskadset. Et kvarters tid efter dukker manden i bolsjestriber frem igen, sætter sig straks tilbage i sin bil og kører væk. I løbet af en time er omtrent otte mænd 450 stavret ned i krattet.
“De er liderlige. Så enkelt kan det siges. Det handler om rå sex,” forklarer sexolog og psykolog Kenno Simonsen, der blandt andet er forfatter til bogen “Hulemand M/K”. Det mandlige kønshormon testosteron er afgørende for, hvor seksuelt udfarende man er, og hvor stor sexlyst man har. Kenno Simonsen finder en forklaring på mænds mere udfarende seksualitet en halv million år tilbage i tiden. Da vi som halvaber bevægede os fra trækronerne til jordoverfladen. Den gang var det stort set kun alfahannen, der stod for parringen med flokkens hunner. Det var vigtigt, at alfahannen havde lyst til at parre sig med næsten alle hunner. Ofte. På den måde sørgede han for, at det var de stærkeste gener, der blev givet videre.
“Så vores seksualitet ligger i dag i et spændingsfelt mellem det, man kan kalde det moderne menneskes seksualitet i parforhold og urseksualiteten, som ikke er i parforhold. En del af mænds seksualitet ligger og veksler mellem de to, så derfor tyr mænd til buskadser for at få lettet trykket og udleve den undertrykte urseksualitet,” forklarer Kenno Simonsen.

De er svære at finde
Den lyse café på toppen af shoppingcentret Illum i København er fuld af kvidrende mødre med dampende café latte foran sig. Tidligere var caféen kendt som lystens hule for Whiskybæltets rige fruer. Her indtog de,ifølge myten, kaffe og napoleonshatte, mens de sendte lange blikke efter yngre mænd. Koden var sukkerknalder, som de unge mænd sirligt stablede oven på hinanden for at signalere, at de var til rådighed for et 490 beskedent beløb. Nogen slår det hen som en myte, men noget tyder på, at det er mere end det. I hvert fald fortæller den 20‐årige trækkerdreng Brian i bogen “Trækkerdreng i København” fra 1988 om erfaringer med at kapre kvindelige kunder i Illum: “Oppe i restauranten ‐ om formiddagen. Du ved, de der direktørfruer med kassen i orden. De kommer, når deres mænd er gået på arbejde. Men man skal have pænt tøj på, hvis man vil trække på dem.”
I dag er trækkerdrengene tilsyneladende væk fra Illum, og cafeteriets sukkerknalder skiftet ud med små poser økologisk rørsukker. Jette Heindorf fra Kompetencecenter Prostutition har brugt adskillige timer på at lure efter prostituerede mænd i caféen på toppen af Illum.
“Over flere dage og på flere forskellige tidspunkter, men vi så ikke noget,” fortæller hun.
Hun er en af de få i Danmark, der leder efter prostituerede mænd ude i virkeligheden. En så godt som umulig tjans.
“Vi ved jo, at de prostituerede mænd findes, og at de kan få store skadevirkninger. Men i dag er de rykket fra gaden til internettet, så vi møderdem ikke i vores opsøgende arbejde,” siger hun.
“Det er blevet sværere at finde dem, som ikke selv kan overskue at kontakte os, fordi de i dag gemmer sig bag en skærm. Vi aner ikke, hvor de er henne.”

Sexy Latino
En pink besked popper op: Velkommen til HOMOspotchatten. Det er et af Danmarks mest benyttede mødesteder for mænd, der søger aftaler om købesex. En fyr med navnet “SeXy LaTiNo 20 m.sted” logger på. Han er der ofte. Hver dag, flere gange om dagen. Han skriver åbent ud i forummet. SeXy LaTiNo 20 m.sted: 189 høj 70 kg 20 cm og tyk pik 100 % glat og slank. Jeg søger en aftale nu.
Hans telefonnummer bliver tastet ind, displayet lyser, en skratten lyder og så:
“Det er Fernando.”
Han er én af de unge drenge, der kaprer sexaftaler med ældre mænd over nettet. Det har han gjort i snart seks år. Han har omkring fire kunder på en dag, fortæller han.
Det hele begyndte en dag, han var inde på Ofir‐chatten, hvor en mand skrev et par dollartegn til Fernando, som ikke anede, hvad det betød. Men hurtigt fandt han ud af, at manden ville tilbyde ham 4000 kroner for at springe i en taxa, køre til Amager og have sex med ham. Og sådan begyndte en trommerum, som det siden ikke er lykkes ham at komme ud af.
“Når jeg ikke har noget at lave, logger jeg automatisk på homospot. Så kan jeg lige så godt lave nogle penge,” siger han. “Jeg har det dårligt med det, men i dag er det blevet en vane for mig.” Hans stemme ligger i grænselandet mellem fortrolig og overlegen.
“Jeg tænder jo ikke på mændene”
Fernando betegner sig selv som “el fuego” ‐ det betyder “ilden” på spansk. Han lavede meget ballade som barn og blev jævnligt flyttet fra skole til skole. Et voldsomt overfald på en lærer kostede ham for et par år siden 50 timers samfundstjeneste.
“Du kan ikke engang blive buschauffør,” sagde hans forældre altid til ham.
Men Fernando fandt en anden måde at tjene penge på. Han har en kæreste ‐ og på spørgsmålet om det er en pige, svarer han hurtigt:
“Ja. Gudskelov.” “Jeg er hetero,” slår han igen og igen fast.
Men kæresten ved ikke, at Fernando dagligt er inde på homospot.dk for at skaffe hurtige penge ved at have sex med ældre mænd. Selvom det har været en voldsom grænse at krydse, har Fernando trukket en linje op, som ikke skal overskrides:
“Jeg synes, det er for klamt at blive bollet i røven, så det gider jeg ikke. Jeg er altid den aktive. Jeg tænder jo ikke på mændene, men efterhånden har jeg lært at lukke mig inde. Tænke på kvinder, og så kan jeg bare. Kunderne føler, at jeg nyder det, selvom jeg ikke gør det,” siger han.
Han fortæller, at det er enormt svært at bære rundt på sin hemmelighed, og den dårlige samvittighed over for familien og kæresten gnaver hver dag.
“Jeg har svært ved at skille tingene ad. Når jeg lige har dyrket sex med min kæreste, får jeg dårlig samvittighed og føler ikke, at jeg viser hende respekt ved at gøre det her ved siden af.”
Fernando har haft mange ubehagelige oplevelser i løbet af de seks år. Den værste var en mand på omtrent 70 år fra chatten. Han ville give 2500 kroner, for at Fernando skulle binde ham og made ham med afføring. De mødtes i centrum af København.
“Jeg bandt ham, som han bad om. Men jeg kunne bare ikke få mig selv til at gennemføre, så jeg tog pengene og gik forsigtigt ud fra hans lejlighed. Og så løb jeg. Det svin fortjente det. Det var alligevel virkelig hårdt, og jeg fik hurtigt dårlig samvittighed. ‘Hvad hvis manden dør?’, tænkte jeg.”
Fernandos stemme er halvforpustet, fordi han vandrer rundt i hovedstaden. De penge, han tjener, går til “fest, farver og tøser.” Hans beretninger fletter sig ustruktureret ud og ind mellem hinanden. Veksler mellem lette strøtanker og alvor.
“Jeg tænker tit på, hvordan jeg har rodet mig ud i det her. Jeg har egentlig ikke brug for pengene, det er bare blevet en vane. Jeg vil meget gerne stoppe. Gerne til sommerferien. Nej, jeg stopper nu. I dag,” udbryder han intenst. Tilsynladende grebet i et øjebliks spontan optimisme. For dagen efter er han tilbage på chatten. Og igen dagen efter.

Mænd holder sig væk fra hjælp
Ligesom Fernando har mange mænd svært ved at bryde den rutine, der trækker dem ind på chatten dag efter dag. På nuværende tidspunkt findes der ingen målrettet hjælp til mandlige prostituerede. For tiden benytter kun to mænd sig af Kompetencecenter Prostitutions rådgivning, som primært er tilsigtet kvinder. Selv betegner centret de mandlige prostituerede som “kimen til deres dårlige samvittighed.”
“Mænd fylder ikke ret meget i vores arbejde. De henvender sig næsten aldrig selv til vores rådgivning. De vil gerne chatte med os, men der er lang vej til at få dem herind til en samtale. Men vi ved jo, at de er derude. Vores erfaring er, at kvinder er meget bedre til at søge rådgivning end mænd. Mænd taler heller ikke ret meget med andre mænd om at sælge sex. Det er virkelig så tabubelagt,” siger socialfaglig medarbejder Jette Heindorf.
I 2005 søsatte Socialministeriet handlingsplanen “Et andet liv”, der skulle hjælpe landets prostituerede til en bedre tilværelse. Handlingsplanen sætter ikke et eneste sted fokus på mændene, men skabte til gengæld Kompetencecenter Prostitution. Det er et center, hvor al viden om sexsalg i Danmark er samlet, og hvor prostituerede kan søge rådgivning. Centrets vejledning er egentlig målrettet kvinder, men mænd møder ingen lukket dør. Til gengæld banker de yderst sjældent på. Hver gang 100 kvinder søger hjælp i centret, er det samme tilfældet for en enkelt mand. Kompetencecentret har hidtil været et treårigt forsøgsprojekt, men kom i år på finansloven og har derfor en mere langtidssikret fremtid. Nu er der kommet tilstrækkelig ro på til at zoome mere ind på de prostituerede mænd. Når de ikke er til at finde på massageklinikker eller på gaden, er håbet efter sommerferien at opsøge dem på nettets chat‐fora.

Konsekvenser af sex
På Nygade 7 ‐ midt på Strøget i København ‐ holder Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) til. Som knudepunkt for landets homoseksuelle forholder de sig til mandlig prostitution. Dels fordi de fleste kunder er homoseksulle mænd, og dels fordi sælgerne selv kan være homoseksuelle. I foreningens bibliotek sidder bestyrelsesmedlem Martin Spangsbro‐ Pedersen. Omkranset af et vildnis af bøger som ‘Sirenernes sang’ og ‘Golden Boy’. Bøger om homoseksualitet. LBL tager ikke stilling til, om prostitution er forkert eller ej, men Martin Spangsbro‐Pedersen mener, at de mandlige prostituerede er et overset problem:
“Nogle mænd ender i problematiske situationer og tager psykisk skade af det, og de skal selvfølgelig hjælpes.”
Han mener, at der mangler tilbud direkte målrettet mænd, der sælger sex.
“Vi er trods alt ikke så naive at tro, at når så lille et antal mænd henvender sig, så har resten det fint nok. Vi har på fornemmelsen, at der er en del derude, der oplever nogle ting, som de måske har behov for at tale om,” siger han.
Men hvorfor beder mændene ikke bare om hjælp, hvis de har brug for det? På Rigshospitalet vandrer forklaringen rundt. Svend Aage Madsen er chefpsykolog og formand for Selskab for Mænds Sundhed. Han beskriver mandepsyken sådan her:
“Op gennem historien har mænds arbejdsrolle været at hjælpe andre. At forsørge familien og skaffe mad. Derfor er mænd uddannet og opdraget til selv at klare tingene og løse problemerne. At være offer er den stik modsatte rolle,” siger han. “Drengeopdragelsen er meget handlingsorienteret. De har ikke lært at dvæle ved og udforske deres problemer. I mandepsyken er der angst og foragt for at vise svaghed, så mændene tror, at de mister mandigheden ved at fortælle, at de har det svært,” forklarer chefpsykologen.
Tilbage i de københavnske gader slentrer Fernando med mobiltelefonen ved øret. Solen luner, og for en gangs skyld sidder han ikke foran computerskærmen for at kapre aftaler om pengesex med ældre mænd.
“Årh, hun var fræk, hende, der lige gik forbi mig,” jubler han pludselig. Fernando er vild med piger. Til gengæld er han ikke vild med de fire daglige aftaler med mandlige kunder, som giver ham hurtige penge. Han vil gerne stoppe, men det er svært.
“Jeg har slet ikke overvejet at søge hjælp. Jeg bliver meget aggressiv, når nogen prøver at lære mig noget. Det er noget, man skal bestemme med sig selv i hjernen.”
“Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre.”

Johan og Fernandos navne er ændrede. Journalisterne kender deres
identitet.

Følg med

Klik her for få de seneste nyheder fra journalisterne.com på din google toolbar.