Forsiden » Nyhedsarkiv » Du læser:

Morales nationaliserer elektriciteten

2. maj, 2010

Evo Morales benyttede Arbejdernes Internationale kampdag til at bekendtgøre nationaliseringen af fire udbydere af elektricitet. Nu kontrollerer staten 80 procent af Bolivias elektricitet.

Bolivias præsident Evo Morales bekendtgjorde i går d. 1. maj, at fire udbydere af elektricitet er blevet nationaliserede.
“Vi er i gang med at genvinde lys og elektricitet til alle bolivianere. Nu har staten kontrol over 80 procent af den energi, der bliver produceret her i landet. Vores mål er at kontrollere og administrere 100 procent, så det kommer alle bolivianere til gode, sagde Evo Morales.
Det nye skridt, der ikke tilfældigt faldt sammen med arbejdernes internationale kampdag, er et led i en nationaliseringsproces, som Evo Morales påbegyndte, da han blev valgt som præsident tilbage i 2006. Han nationaliserede først gas-industrien, og har siden taget Bolivias største tele-udbydere og andre udbydere af ydelser under statens vinger.
“Basale ydelser hører ikke til under private forretninger, sagde han.
Planen er at nationalisere firmaer inden for de sektorer, der tidligere har været statsejede og statskontrollerede.
Ifølge Evo Morales vil det desuden mindske risikoen for korruption og fejl.
“Missionen er fuldført. Nu har vi ansvaret for at passe på firmaerne, og specielt arbejderne bør udøve en social kontrol mod chefen. Når folket styrer, vil der ikke ske fejl,” sagde Morales i sin tale i landsbyen Corani.
De fire firmaer, der blev nationaliserede er Corani SA, Guaracachi SA, Valle Hermoso SA og Empresa de Luz y Fuerza de Cochabamba (Elfec).

Følg med

Klik her for få de seneste nyheder fra journalisterne.com på din google toolbar.